A. de Saint-Exupéry: Om slægt, tradition og samhørighed

Dette er hændt mig en gang at se tre bønder ved deres moders dødsleje. Og det var til visse smerteligt. For anden gang blev navlestrengen skåret over. For anden gang løstes det bånd, som knytter et slægtled til det næste. Disse tre sønner følte, at de blev ladt alene tilbage; de havde alt at lære, nu da de skulle savne familiebordet at samles om på festdage, det fælles midtpunkt i deres tilværelse. Men samtidigt slog det mig, da jeg stod ved dette dødsleje, at livet kan skænkes for anden Gang. Også disse sønner skulle blive patriarker og samlingsmærker for, når deres tid var omme, at overgive kommandoen til den børneflok, der legede i gården. Jeg betragtede moderen, en gammel bondekone med hårde, rolige træk og sammenknebne læber, et ansigt forvandlet til en stenmaske. Og jeg kunne genkende sønnernes træk i dette ansigt. Denne maske, hvorover sønnernes var formet. Hendes legeme havde afgivet sit præg til disse tre smukke mandsskikkelser. Og nu hvilede hun aflægs og nedbrudt, men som et malmleje tømt for sin rigdom. Og igen skulle sønner og døtre præge den nye slægt. Man døde ikke på den gård. Moderen er død, moderen leve! Det, der således blev ført videre fra slægt til slægt, med samme langsomhed som træets vækst, det var livet, men det var også den menneskelige bevidsthed. Forunderlige udvikling! Fra en flydende lava, fra støvet af en stjerne, fra en levende celle, der er spiret frem ved et mirakel, er vi udgået, og lidt efter lidt har vi hævet os op til at skrive kantater og måle stjernernes Gang. Det var jo ikke blot livet, som moderen havde ført videre, hun havde også lært sine sønner et sprog, hun havde betroet dem et åndeligt arvegods, som langsomt var blevet ophobet i århundredernes løb, denne lille lod af traditioner, begreber og myter, der udgør den hele forskel, som skiller Newton eller Shakespeare fra huleboeren. […] Når vi er knyttet til vore brødre ved et fælles mål, der er beliggende uden for os selv, først da kan vi ånde frit, og erfaringen viser os, at det at elske ikke består i at se på hinanden, men sammen at se i den samme retning. Kun de er kammerater, som er forbundet ved samme reb på vej mod den samme bjergtop. Hvorfor skulle vi ellers, her i bekvemmelighedernes århundrede, føle så dyb en glæde ved at dele vore sidste levnedsmidler i ørkenen? Hvad siger sociologernes beregninger til det?



Fra Sandet, Blæsten og Stjernerne. Læs mere om A. de Saint-Exupéry >

 

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg