Henrik Pontoppidan
(1857-1943)
Forfatter. Startede sit forfatterskab med en række krasse og pessimistiske skildringer af almuelivet (Stækkede vinger (1881), Landsbybilleder (1883), Fra hytterne (1887). I nogle småromaner (Sandinge menighed (1883), Isbjørnen (1887), Spøgelser (1888) lægges op til de store romaner: Det forjættede land I-III (1891-95) om den religiøse idealists brutale møde med virkeligheden og udviklingsromanen Lykke-Per (1898-1904). Om det enkelte menneske/kunstneren overfor samfundet handler de små romaner Minder (1893), Nattevagt (1894), Den gamle Adam (1894), Højsang (1896), Borgmester Hoeck og hans hustru (1905) og Hans Kvast og Melusine (1907). Det ny århundredes Danmark angribes i Pontoppidans tredje storværk og undergangsvision De dødes rige (1912-16). Af rækken af romaner fra 1880’erne til 1920’erne samler sig en omfattende og detaljerig fortælling om Danmarks og danskernes ”indre” historie i dette tidsrum, hvor Pontoppidan ved flere lejligheder med dyb meddelagtighed og med et håbefuldt krav om livsduelighed tager del i folkets og nationens kriser og fortvivlelse. Af senere romaner Mands himmerig (1927) samt erindringerne Undervejs til mig selv (1943). 1917 delte Pontoppidan Nobel-prisen med Karl Gjellerup.
Tekster af Henrik Pontoppidan:
|