Anders Sørensen Vedel - en dansk mands liv og værk i hovedtræk

Anders Sørensen Vedel (*1542, † 1616) er en af Danmarks fremmeste mænd. Han forenede renæssancens selvbevidsthed, videbegærlighed og trang til forenende universalisme med en sand og ægte danskhed. Disse til dels modsætningsfyldte karaktertræk katalyserede hans intellekt og hele personlighed til to værker, der står som milepæle i den danske identitets selvforståelse og dannelse: Oversættelsen af Saxo Grammaticus' Gesta Danorum fra latin til et djærvt og ligefremt dansk samt den såkaldte Hundredvisebog, hvori 100 danske folkeviser er samlet og ordnet.

Anders Sørensen Vedels liv og værk er karakteriseret ved en ulykkelig kærlighed til sandheden, en kærlighed, der satte de sunde frugter, som netop nævnt, men som også stræbte så højt og dybt, at hans liv endte mærkeligt uforløst.

Anders Sørensen Vedel var renæssancemenneske og universalist: i ham lå den glade trang til at samle og ordne. Men han var af inderste natur en dansk mand, og derfor valgte han at samle og ordne det danske. Han satte det som sit livs mål at fortsætte Saxos krønike frem til sin samtid, men hans kærlighed til det danske ledte ham vild, og her kunne den renæssance, han levede og åndede i, ikke tjene ham. Anders Sørensen Vedel søgte at gribe det danske i dets uendelige fylde, men i stedet blev det det danske, der greb ham. Dette var hans livs ulykkelige, og lykkelige, tragedie: Han ville ikke nøjes med at drikke af danskhedens uudtømmelige kilde, men lod sig synke ned i og omslutte af den. Deri består Anders Sørensen Vedels bedrift, og deri består hans budskab til os i dag.

Anders Sørensen Vedel fødtes 9. november 1542 i Vejle af borgerlige forældre. Han tog senere tilnavnet Vedel (Wellejus, Vejle) efter sin fødeby, hvor man i dag på kirketorvet kan se en mandshøj statue af ham.
 
Allerede i 1562, som 20-årig, fik han hvervet at ledsage den da 16-årige Tyge Brahe som hovmester på dennes studieophold på universitetet i Leipzig, hvor det var blevet bestemt, at han skulle læse jura. I 1566 tog Anders Sørensen Vedel magistergraden fra universitetet i Wittenberg, og to år senere blev han slotspræst for Frederik den Anden i København. Samme år begyndte han sin omfattende forfattervirksomhed, fortrinsvis på modersmålet. Hans arbejde med modersmålet ledte ham ind i den historiske interesse, og han satte den nationale historieskrivning som sit livs formål.

I 1571 udgav han dog først en rimet pavekrønike (Antichristus romanus), hvori han udtrykte stor indsigt i og begejstring for Roms svundne storhed og herlighed. Men fra denne udgivelse og resten af sit liv ud var Danmarks historie og folkeliv hans hjertesag.

I 1575 udgav han efter fem års arbejde den første danske oversættelse af Saxo Grammaticus' Gesta Danorum (Danernes bedrifter), påbegyndt på opfordring af kansler Johannes Friis. Saxos krønike er i sig selv en national milepæl, omend Saxo nedfældede den på latin og ikke på dansk. Saxo forfattede krøniken i de første tiår af 1200-tallet, men først i 1514 blev den trykt og dermed tilgængelig for et større publikum. Det er dog først med Anders Sørensen Vedels djærve og ligefremme oversættelse til modersmålet, at krøniken kunne indtage den stilling som samlepunkt for den danske nationale identitets beskrivelse og dannelse.

Anders Sørensen Vedel ønskede derpå at fortsætte og uddybe sit historiske forfatterskab ved at forlænge Saxos krønike frem til sin egen tid. Dette vandt tilslutning blandt hans adelige velyndere, heriblandt Peder Oxe, Valkendorf og Nils Kaas, og 1578 fik han kongeligt tilsagn om en stilling som kannike ved Ribe Domkapitel for at kunne hellige sig historieskrivningen.

1581 rejste han til Ribe for at tiltræde sig stilling, ikke blot som kannike, men også som udnævnt kongelig historieskriver. Hans afrejse til Ribe markerede samtidig rejsen ind i den danskhed, som han havde viet resten af sit liv til at beskrive. Han gjorde i et skrift fra samme år, Om den danske krønike at beskrive, først udgivet på latin og senere på dansk, rede for sit forehavende.

Fra 1581 og frem indsamlede han en enorm mængde historisk kildemateriale. Han foretog rejser rundt i landet og samlede det spredte materiale fra kirker og klostre, han behandlede problemet med at opmåle landet til en geografisk beskrivelse, han gjorde udkast, og han påbegyndte partier af sin fremstilling.

1586 blev han imidlertid under et besøg i Uranienborg hos sin gode ven og tidligere myndling, Tyge Brahe, af dronning Sophia bedt om at skænke hende en samling folkeviser.Resultatet forelå i 1591: 100 udvaalde Viiser om Konger, Kæmper og andre, der ved siden af Anders Sørensen Vedels saxooversættelse står som hans klimaks som forfatter og historiker og som en milepæl i folkemindeforskningen. Visesamlingen fik en uhyre udbredelse, optryktes utallige gange og dannede grundlaget for folkets sanglyst gennem mange generationer.
Arbejdet med krøniken trak imidlertid ud, og regeringen opfordrede ham gentagne gange og stadigt mere utålmodigt til at afslutte sit arbejde. I 1595 havde regeringen mistet tålmodigheden, og den pålagde Anders Sørensen Vedel at aflevere sit store indsamlede materiale og de allerede udarbejdede dele af krøniken til filologen Niels Krag, som sattes til at færdiggøre den. Dette nederlag knækkede den nu 53-årige Anders Sørensen Vedel, og han tilbragte resten af sine dage i Ribe uden at pusle med andet end lidt bogligt arbejde.

13. februar 1616 døde Anders Sørensen Vedel uden at have nået sit erklærede mål, men dog med de to blivende bøger bag sig, for hvilke han altid vil huskes: Saxooversættelsen og hundredvisebogen.

 

Læs mere om Anders Sørensen Vedel >

 


< Litteratur og debat / Danske kulturkæmpere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg