J. G. Herder: Parodi på Oplysningstidens kosmopolitiske og antinationale tankegang

”Levevis og sædvaner!” Hvor elendigt det var, da der stadigvæk fandtes nationer og nationalkarakterer: hvad for et gensidigt had, uvilje mod fremmede, hvor begrænset man var til sit eget midtpunkt, og så de nedarvede fordomme og den evige klæben til den stump jord, hvor vi er født og skal rådne op! Provinsiel tænkemåde! Indskrænket kreds af ideer — evigt barbari! Hos os er alle nationalkarakterer udslettet! Og gudske­lov for det! Her elsker vi alle hinanden, eller rettere sagt, in­gen behøver at elske den anden; vi omgås hinanden, er alle fuldkommen ens — civiliserede, høflige, lyksalige! Vi har ganske vist intet fædreland, intet vi kan kalde vort og leve for; men til gengæld er vi menneskevenner og verdensborgere. Allerede nu taler alle regenter i Europa fransk, og snart vil vi alle tale det franske sprog! — Og så — lyksalighed! Guldalderen begynder på ny, ”da havde hele jorden samme sprog og samme tungemål! Der skal blive in hjord og en hyrde! [1. Mos. 11,1; Johs. 10,16] Nationalkarakterer, hvor er I?

 

Fra Auch eine Philosophie der Geschichte zur Bildung der Menscheit (1774), her efter den danske oversættelse af A. Paulsen: Endnu en historiefilosofi til menneskehedens dannelse, Frederiksberg (2002) s.96. Læs mere om J. G. Herder >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg