Laurids O. Kock: Danmark dejligst i vang og vænge - Om Tyre Danebod (omkr. 1690)

Danmark, dejligst vang og vænge,
lukt med bølgen blå, hvor de vakre voksne drenge
kan i leding gå
mod de tyske, slaver, vender,
hvor man dem på tog hensender;
en ting mangler for den have:
ledet er af lave.

Bæltet af Guds forsyn hegner,
værger fleste land;
hvad man under Danmark regner,
nyder værn af vand.
Ingen nabo, som vil vinde,
tør på Danmark gå i blinde.
Fik vi ledet hængt tilrette
landet skulle vi tætte.

Middelfartsund os Fyn beskytter,
samt hin høje klint;
indtil Gedser ingen rytter
ride skal for svindt;
Guldborgsund for Lolland genner,
Øresund vort Sjælland tjener.
Hvert land har sit eget lukke,
alt må Jylland bukke.

Holster, vagrer, lyneborger,
som en skadelig flod,
gør os Jylland mange sorger,
styrter meget blod.
Hvo kan vende slig en vane?
Det er skam at lade rane
så vort fæ, vort gods, formue;
Pil vi har og bue.

Så begyndte Dronning Tyre,
ret kaldt Danebod,
tale til de Danmarks styre:
"Fatter frejdigt mod!
Gabet kan vi vel tillukke,
så vi os ej lader pukke
af hver fremmed løbeskytte,
os gæster for bytte.

Fra moradset vest ved strande
til Mysund i Sli
vil vi os en vold bemande
gøre en snæver sti.
Alt skal den os orlov bede,
som vi gennem skulle stede;
ej skal hver der gennem fare
med vor stjålne vare."

Det som faldt i hver mands øre
og enhver befaldt,
lod sig af kong Harald høre,
taktes overalt.
Bud man over riget sendte:
"Hvo sig for en dansk vil kende,
mødte der med vogn og heste
volden at befæste."

Fra den østre Danmarks side
kom de skaanske rap;
sjællandsfaren her vil slide,
ingen var så knap;
fynbo, lolliken og jyden,
samt hvo som sad næst ved gryden,
ingen sig da glemte hjemme,
som det værk kunne fremme.

Danebod sig hjertlig glæde,
der hun skaren så,
sagde: "Vi om højt tør vædde,
værket fort skal gå.
Henter, jyder! ost og kage,
mens de andre muld mon age;
jer kost kan jer umag spare,
skal den gerning vare."

Skaaningen begyndte at grave
først fra Kategat
frem til Hallingsted og lave
volden høj og brat.
Fem gang seks fod blev den lavest,
seks gang otte fod var ragest,
sommesteds kun fyrretyve,
som den bedst kunne blive.

Sjællandsfar og fynbo resten
gjorde færdig snart.
Jyden skaffed mad for gæster,
intet blev her spart.
En port på hvert hundred favne
rejste de, lod tårn ej savne,
hvoraf fjenden ramte skade
når han tog til stade.

At des snarer’ færdes kunne
det værk med behør,
Dronning Tyre lod af grunde
rejse, som man kør’
gennem volden, sig en bure,
på det værk at have kure.
Rart, sig noget ret vil føje
under fremmed øje.

Efter ønske vokste volden,
Dannevirke kaldt,
som har mangen tørning holden,
før den slet forfaldt.
"Ledet", sagde Dronning Tyre,
"har vi hængt; Gud vangen hyrde!
at den ingen fremmed bryder
eller hovbud byder."

Dannemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar vang
hegnet rundt omkring; Gud signe
den i nød og trang!
Lad som korn opvokse knægte,
der kan frisk mod fjenden fægte
og om Danebod end tale,
når hun er i dvale.

I Peder Syvs Kæmpevise Bog, 1695