Carl Ploug: Himmelbjerget (1856)

 

Endskønt vort land er jævnt og fladt,
det har sit alpestykke,
en bjergidyl, ej oversat,
men dansk af præg og tykke:
en krans af søer, fattet ind
af stejle åse, tind ved tind,
og dybe, dunkle kløfter.

Lad andre bryste sig af bræer
og sorte klippevægge,
vi nøjes kan med grønne træer
og lyngens brune dække,
ja, rejs til Bloksbjerg, hvem der vil!
Os hører Himmelbjerget til,
og vi vil ikke bytte.

Lad andre spotte med vort bjerg
og kalde det en bakke,
som småfolk kan vi med en dværg
blandt højder ta’e til takke;
thi himlen ikke mindre nær
vi er på Himmelbjerget her
end hist på Himalaya.

Og overtro og sult og had
dets trygge dal ej huser;
af sandet vokser op en stad,
hvor møllens vandhjul bruser;
den maler vistnok kun papir,
men mange munde brød det gi’er,
og kundskabs magt det bærer.

Ton derfor højt vor danske sang
fra Himmelbjergets kolle!
om jætten, som for væng og vang
nok trofast vagt skal holde,
om dalens skygge, ly og fred,
om folkets liv og virksomhed,
om Danmarks skønne rige!

 

Fra Samlede Digte, 1862. Genoptr. DIH Kildebind s. 149. Læs mere om Carl Ploug >

tykke: sind, væsen

kolle: bakke, høj

væng og vang: mark og eng


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg