Jeppe Aakjær: Danefæ (1925)

Bonden pløjer så morgenglad;  
da rammer et glimt hans øje.
Han løfter en ring fra muldets bad  
og gnider den blank mod sin trøje.

Han skyder den over sin brede kno  
og holder den op for solen,  
mens horset linner de slidte sko  
og damper fra mankestolen.

Bonden grunder så tankefuld,  
mens sært bag bullen det bæver.  
Sådan blev oldtids bedste guld  
først vejet i barkede næver.

Gyldenhornet fra Gallehus  
som bollen fra Gundestrup Moser –  
friet de blev fra slam og grus  
af folk i stuntede hoser

Somme går ud med griskheds bor,  
de støde i højen og lytte;  
de rode som order i oldtids jord  
og fange den aske som bytte.

En glut går hjem fra en sommerdans  
med kys på de rødeste læber.  
”Min skolidse løsnet?” Hun gør et stands.  
”Jeg tror så min sandten, den slæber!”

Hun løfter en skat fra Jordens gem,  
hun saa, den var hel og holden;  
hun sprang som føllet langs furen hjem  
med guldet i forklæd’folden.

Og glutten lo fra sit hjærtets bund  
som solen i morg’nens rude.  
- Nu ligger det herlige gyldne fund  
i museet på silkepude.

- Jo, ploven er bedste søgespyd  
for skatte, der dækkes af muldet.  
Der er i vor havre den samme lyd,  
som klinger i oldtidsguldet.

- Vær takket du ærlige finder-tog!  
Velsignet hver tro lille pige!  
Ved hver en ring, I af jorden drog,  
udvided I Danmarks rige.

 
Ved indsamlingen til Nationalmuseet, 5. marts 1925. Samlede Digte bind 3, Kbh. 1947 s. 48-49. Venligst indsendt af Peter Lindskov Andersen. Læs mere om Jeppe Aakjær >