Kaj Munk: Danmarkssang (1943)

Danmark, land af hav og himmel,
blæst og bygers bo,
dine øers muntre vrimmel,
Jyllands mørke ro!
Gøded tusind år din have
med vort blod, vor gråd –
nu gror korn på fædres grave,
dåd af deres dåd.

Sangen stiger fri og fager.
Tankens baun står tændt.
Ven er bonden med sin ager,
sindet opadvendt.
Havet helt til verdens ende
fører til din dør
ud til togter dine svende
rask som altid før.

Blæsten Dannebroge hæver,
friheds åndedræt!
rødt og hvidt vort blod det kræver,
jamen kun for ret.
Som med sejr det stjerneblinked
frem for danskens lejr,
det til kamp os altid vinket
for det sandes sejr.

Dansk var moders røst, der byssed
os for stød og rift,
og den pigemund, der kyssed
frem os til bedrift.
Dansk hvert ord, der hjertet ildner
og gør synet klart,
og den bøn, som sjælen stilner
i før sidste fart.

Den Skæbne ej til os, 1943. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl. Læs mere om Kaj Munk >