Henrik Gade Jensen: Stat, folk og fædreland (1991)

De folkelige bevægelser i forrige århundrede var stats-uafhængige bevægelser. De groede ud af den danske muld. I vor tids jargon kunne de kaldes selvforvaltende enheder eller autonome institutioner. De var autonome netop ved at være uafhængige af staten. De var ikke afhængige af bureaukraters afgørelse. Ja, de kunne til en vis grad ligefrem kaldes anti-statslige initiativer. Folket gjorde sig fri af statsmagten. Hvis vi skal beskrive folkets bevidstgørelse i forrige århundrede med de begreber, som benyttes af foregangsmændene for revolutionerne i Øst- og Central-europa, var der tale om et gennembrud for det civile samfund eller den parallelle polis. For med højskolerne og friskolerne skabtes egne, alternative institutioner.

Folkeligheden, eller det civile eller det borgerlige, stod og står i modsætning til staten. Det folkelige kommer nedefra, mens staten kommer ovenfra. Og så er det i princippet fuldstændig ligegyldigt om statens magt udøves af monarken og hans embedsmænd eller af personer valgt af befolkningen. Staten er staten.

Og når staten vokser sig stor, typisk ved at indoptage de folkeligt skabte netværk i sig, forhindrer den nye folkelige bedrifter i at kunne opstå. Stat og statisk rimer. Staten kan fordele og regulere og beherske og nivellere, men den kan aldrig skabe. Værdier skabes altid udenfor staten.

Traditioner, vaner og skikke vokser ud af individernes omgang med hinanden og kan aldrig tvinges frem gennem lovgivning. Ligesom levedygtige virksomheder og bedrifter befinder sig dårligt i statsligt regi og bedst på et frit marked. Det driftige og igangsættende må altid komme fra individer. Staten er altid retfærdig og velmenende, men ude af stand til at erstatte samfundet.

Stat og samfund er modsætninger. Desværre har der i dansk samfundsdebat været en tendens til at identificere dem snarere end at forstå deres rivalitet. Staten kan personificeres, mens samfundet altid er anonymt. Hvem der har været med til at vedtage en lov, udstedt et cirkulære eller udsendt en bekendtgørelse, kan altid klart afgøres. At så politikere og embedsmænd for tiden sjældent vedstår sig deres gerninger er en anden sag. I samfundet derimod er der ingen central magt, der kan tvinge andre til handle på en bestemt måde.

Derfor er det så meningsløst at tilskrive samfundet egenskaber, som kun kan tilskrives individer, f.eks. "samfundets skyld", "samfundet skal gøre..." eller "det almenes vel’. Ja, blot det at tale om "samfundet" I bestemt form angiver en fejlagtig personificering. "Samfundet" findes ikke. Der findes derimod en masse samfund. Alligevel er det meningsfuldt at tale om det danske samfund, når det samtidig fastholdes, at der ikke er tale om andet end en række mennesker, som bindes sammen af fælles sprog og traditioner, af tunge, æt og id.

Ligeså må man være på vagt, når der tales om "folket". Tanken om et folk, som mere end blot en række mennesker der lever i et fællesskab med hinanden, er en sværmerisk, romantisk tankegang. Og det er næppe tilfældigt, at tanken blev født af tyskere - og sågar preussere. "Folket" kan ligesom "samfundet" ikke tilskrives individuelle egenskaber, som f.eks. "skyld" eller "ansvar", "fødsel" eller "død’. Kun det enkelte menneske kan være ansvarligt. Racer eller folk kan ikke i sig selv bære skyld eller være syndebukke.

Folket har ingen villie. Kun den enkelte kan have en villie. Folket er ikke et mystisk væsen med selvstændige meninger og villiesimpulser men simpelthen flertalsformen af den enkelte. I stedet for "folket" burde man sige de enkelte eller hver enkelt. Hver enkelt har sin villie. Men disse enkelte villier lader sig ikke slaa sammen til et kollektivbegreb, uden at hver enkelt af dem opgiver sin selvstændighed og ophører med at være en villie (J. Hohlenberg: Kampen mod staten, s.11).

I samfundet hersker frivilligheden, mens staten bestemmer gennem tvang. Dette betyder ikke - og der havde marxisterne en beskeden pointe - at mennesket er frit til at kunne gøre, hvad det vil. Fordi jeg har ytringsfrihed, betyder det ikke, at jeg kan få mine meninger frem. Men det betyder, at der ikke er hjemmel for andre (inklusive staten) til at chikanere mig bare på grund af mine kontrære meninger.

Mennesker er påvirkelige og derfor ændres sproget, omgangsformerne, moden, efterspørgslen og vareudbudet. Overfor statsmagten er alle borgere lige, nemlig lige afmægtige, men i samfundet kan folkets forskellige interesser og virkelyst komme til udfoldelse. Hvis ikke staten, i sin velmenende omsorg, har sat snævre grænser for borgernes udfoldelse.

Mennesker er forskellige, og kært barn har mange navne, så derfor forekommer der mange betegnelser for det ikke-statslige. Gamle marxister ynder mere at tale om "civil-samfundet" fremfor "markedet", fordi de i så lang tid har lagt markedet for had og troet alle problemer hidrørte fra det frie initiativ og profitmotivet. Men langt størsteparten af de kvaler, danskeren udsættes for i sin dagligdag, stammer fra statens dominans. Hvis samfundene fik lov til at trives, ville hverdagen lettes for mange mennesker. Men lov har staten monopoliseret, kun den må give lov. Tidligere var lov det, man fandt frem til, når en tvistighed mellem frie mennesker skulle afgøres. Førhen var lovreglerne udviklet af samfundet, nedefra gennem dagligt brug og virke, ligesom sproglige og etiske regler. Men i dag dikterer Folketinget, hvad der skal gælde mellem danskerne.

Historien om de danske folkelige bevægelser er historien om en stadig stigende statsliggørelse. Og hvad der først en gang er kommet under statens ægide, er det svært igen at fravriste den. Tragedien i Danmark er, at fædrelandet og folket er blevet identificeret med staten. Gid vi havde haft en diktator, så ville modsætningen mellem folket og dem, der påstår at handle i folkets interesser, være langt mere tydelig. Gid vi blot havde haft en stat, der kun ville være stat og ikke ydermere lokke folket med ve1færd og tilskud. Gid vi havde en fyrste, der ikke skjulte, at statsræson har sine egne spilleregler, og at moralske appeller kun er fordækt herskesyge. Den store velgørende stat er en grøn sæter for allehånde aktivister til at forfølge egne interesser. Når staten vil være god, udskriver den ukritisk blanko-checks til humanitære organisationer.

De sidste fire årtier af statens usurpering af samfundet har Henning Fonsmark redegjort for i sin bog om den danske utopis forlis. Og Fonsmark peger på at i efterkrigstiden forvandlede grundtvigianismen og højskolebevægelsen sig fra hovedsagelig at være en anti-statslig bevægelse til at forstå sig selv som statsbærende. Staten gik fra at være noget, man ikke behøvede at interessere sig for, til at være afgørende for en lang række af samfundets aktiviteter. Ingen fri- eller højskole kan i dag løbe rundt uden statslig subvention. Samfundet er på dette område sat ud af kraft.

Og når først staten har taget over, har den svært ved at trække sig tilbage uden at efterlade et hjælpeløst samfund, hvis traditionelle vilje til at klare sig selv er eroderet bort af årtiers tilskud.

"Når vi nu siger, at staten ikke er almægtig og ikke vil sørge for alt, så bliver mange skræmt. Det er en arv fra fortiden, og det vil tage år før denne sindstilstand er ændret, siger Vaclav Havel (Jyllandsposten 6.3.1991).

Hvad der knytter danskere sammen er først og fremmest fælles sprog, religion og historie. Men det er ikke den danske stat. En stat kan ikke give identitet.

"Overfor staten har jeg ingen skrupler og ville så vidt muligt undgå at betale skat, hvis jeg kunne. Men jeg ville uden tøven give mit liv for England, hvis det var nødvendigt. Ingen er patriot med hensyn til skatter", skrev George Orwell under krigen.

Patriotisme er offervilje og pligtfølelse overfor det folkelige fællesskab, overfor patria, fædrelandet. Men staten er som oftest et monstrum, der lever af at udnytte almindelige menneskers hengivenhed for de fælles anliggender. Staten definerer sig selv som identisk med fædrelandet og fællesskabet, og derfor er den så farlig og forførende.

Selv i den danske radikale tradition, som jeg ellers kun nødigt finder lyst til at citere fra, kan man finde den samme sunde skepsis overfor staten. Viggo Hørup kunne i forrige århundrede skrive følgende:

Den Gang man endnu kunde sin politiske Børnelærdom, betragtede man Statskassen som den fælles Fjende, mod hvis Graadighed alle Skatteydere var rottede sammen i samdrægtig  forbund til Forsvar for den hjemlige Arne og det private chatol. Man vidste, at Uhyret var umætteligt og dets Mave som en Præstesæk. Når det brølte efter mere Skat, tog man det som et Signal til at passe godt paa Lommerne... Den der fandt paa, hvorledes der kunde spares noget, blev anset for en Patriot (Hørup: I Skrift og Tale, bd. 3 s. 51).

Patrioten er den, der bekæmper statens overvældende magt. Usurpatoren er den, der forlanger flere bevillinger og mere tilskud.

For at kunne have et fædreland forudsættes en respekt for traditionen, for eksempel den respekt som Grundtvig formulerede som sit livsideal i ordene opklared gang i ædle fædres spor. Hos Grundtvig er fædrene mere end faderen den forpligtende instans. Og hvor forholdet Til faderen er kødeligt, er forholdet til fædrene åndeligt. Hvis mennesker kun var natur, havde det intet fædreland. Så havde det højst en stamtavle.

 

Fra Danmark i Spejlet, 1991. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl  


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg