Matthias af Edessa: Om massakren mod armenierne i 1059 og 1063

Matthias af Edessa var armensk, kristen-ortodoks munk, som skrev en krønike omkring 1136, hvor han beskriver tyrkernes angreb og massakre på armenerne i byen Sebastea. Den seldsjukkiske leder Toghrul Beg havde erobret et kongerige i Persien, og i 1059 angreb og hærgede hans tyrkiske styrker det armenske folk, som boede omkring Sebastea i det byzantinske rige.

I marts 1059 overgik en frygtelig ulykke de trofaste kristne. Ord kan ikke beskrive de lidelser, de måtte døje, for det tyrkiske folk fra Persien, talrige som haves sand, rettede de angreb mod de kristne i Armenien. Folket i mange provinser blev hugget ned og taget som slaver af tre frygtelige uhyrer udløst af Sultan Toghrul, mænd mere grusomme end vilde dyr. De gik frem mod den befolkningsrige og ædle by Sebastea i Armenien, foran deres sorte soldater, idet de hævede deres bannere som tegn på døden. Deres skrig rullede ud som torden og udtrykte ønsket om at udfolde deres raseri.

Søndag d. 6. august 1059 indledtes belejringen af Sebastea, og slagteriet gik i gang; tusindvis af lig lå på jorden. Sikken et frygteligt syn! Højt respekterede mænds lig var smidt i en bunke som om en skov af træer var fældet, og jorden flød med deres blod. Selvom Sebastea ikke havde nogen mur, havde de vantro først ikke turdet bryde ind i byen, de havde troet, at de hvide kupler fra byens kirker var deres fjenders telte. Men så snart de indså deres fejltagelse, lod de deres raseri få frit udløb og blev redskaber for Guds vrede mod de kristne. De massakrerede nådesløst et stort antal mennesker, røvede en stor mængde plyndringsgods og tog et utal af fanger, mænd og kvinder, drenge og piger, som de solgte som slaver. Det er umuligt at afgøre, hvor meget guld og sølv og hvor mange ædelstene, perler og brokader de røvede, for denne by var residensstad for de armenske herskere. Skæbnens dag! I løbet af kort tid var Sebastea og den omgivende slette badet i blod. Det klare vand i floden Kizil Irmak, som løber gennem byen, blev pludselig farvet rødt. De vantro blev en uge, så drog de hjem.

Det ville være umuligt i detaljer at redegøre for de ulykker, der overgik armenierne, for sorgen og tårerne, alt hvad de måtte lide for tyrkens hånd, disse vilde, blodtørstige bæster, i de dage hvor vort kongerige var uden retmæssige herskere, som var blevet pågrebet af dets falske beskyttere, de magtesløse, kvindagtige og æreløse byzantinske grækere!

Grækerne, hvis ry for berømmelse og ære bygger på den hast, hvormed de flygter, havde bemægtiget sig vor trone og ødelagt den beskyttelsesmur, som vore modige folkehær og vore frygtløse krigere havde bygget. I stedet havde de overladt beskyttelsen af vort land til eunuk-generaler og soldater, således at de persiske tyrkere til sidst indså, at hele østen var uden herre. Uden at møde nogen modstand mod deres fremrykken stormede de ind, og inden for et år havde de nået selve Konstantinopels mure. De overtog kontrollen med alle de armenske provinser, kystbyerne og øerne, som tilhørte byzantinerne og tog dem til fange i deres hovedstads borg. Efter at perserne havde underlagt sig Armenien, fandt grækerne på en ny måde at bekrige armenienerne; de arbejdede på at ophidse en religionsstrid, og hurtigt opgav de al modstand mod perserne. Deres anstrengelser begrænsede sig til at føre sande troende væk fra den sande tro og udslette dem. Berømte krigere blev blindet eller druknet i havet.

Overalt havde grækerne bestræbt sig på at fjerne fra østen alle behjertede mænd og modige krigere af armensk oprindelse og tvinge dem til at leve med dem selv. De lavede unge drenge til eunukker og i stedet for brystplader, de modiges prydelse, gav de dem tøj med plisserede lægge, i stedet for hjelme beklædte de deres hoveder med huer, og de beklædte deres skuldre, ikke med ringbrynjer, men med brede sjal. Som kvinder hvisker de og taler hemmeligt, altid lægger de fælder for modige krigere, og det er takket være grækerne, at de troende er blevet slaver blandt perserne. […]

[Efter Toghrul Begs død i 1063 forsatte hans nevø; Alp Arslan, angrebene på armenierne]

I året 1064 samlede Persiens hersker, Sultan Alp-Arslan, Toghruls nevø og efterfølger tropper blandt perserne, kurderne og tyrkerne. […] Han var som et stormfuldt hav, der udspyede vrede bølger. […] Han begav sig mod Armenien og faldt ind i landet, indbyggerne blev hugget ned og taget som slaver. De vantro var så mange, at de dækkede sletterne langt væk og lukkede alle flugtveje. […] Så slog han lejr i området ved navn Dchavalkhs og angreb byen Akhal og indtog den. Tyrkerne udryddede alle indbyggerne, mænd, kvinder, præster, munke og adelige, de unge drenge og piger blev taget væk som slaver i Persien. Utallige bunker guld, sølv og ædelstene og perler faldt i erobrernes hænder. Samme år hærgede denne sultan, Persiens drage, hele Armenien.

 

Fra Chronicles of the Crusades - Eye-witness accounts of the wars between Christianity and Islam, redigeret af Elisabeth Hallam, Bramley Books 1989/1997. Oversat fra engelsk og indsendt af Michael Pihl. Tilbage til Under halvmånen: Kaukasus / Armenien >


< Dokumentationscenter: Under halvmånen

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg