J. G. Ficte: Om sproget

Hvilken umådelig indflydelse må ikke sprogets beskaffenhed have på et folks hele menneskelige udvikling! Sproget ledsager jo den enkelte helt ind i hans sinds hemmeligste dyb ved al hans tænken og villen. Det hæmmer ham, eller det bevinger ham. Det forbinder hele denne menneskemængde, der taler det, til at udgøre en eneste ånd. I det mødes det sanselige og det åndelige og smelter således sammen, at det ikke er muligt at sige, om sproget selv er sanseligt eller åndeligt.[...] De, der taler samme sprog, er allerede forud for al menneskelig kunst ved selve naturen forbundne ved en mængde usynlige bånd. De forstå hverandre indbyrdes og formå at vinde stedse klarere gensidig forståelse; de hører sammen og udgør et naturligt og uadskilleligt hele. De kunne ikke optage noget folk af anden herkomst og andet sprog i sig og blande sig med det, uden at volde sig selv forvirring og mægtigt forstyrre sin udviklings sunde fremgang. Af denne indre, ved selve menneskets åndelige natur dragne grænse bestemmes så igen boligernes ydre begrænsning, og efter denne naturligste opfattelse af tingene er ingenlunde de mennesker, der bor indenfor visse bjerge og floder, derfor ét folk, men omvendt: Mennesker bor sammen (skærmede af floder og bjerge, når lykken har føjet det så), fordi de allerede forud var ét folk i kraft af en langt højere naturlov.

 

Uddrag fra Fichtes tale til den tyske nation, fra Harald Høffdings Fichtes taler til den tyske nation og nordslesvigernes nationale kamp (1898). Læs mere om J. G. Fichte >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg